Nogle vidste måske skilsmissen var på vej, for andre kommer det som et chok.
Nogle har oplevet skænderier, andre har slet ikke lagt mærke til at kærligheden mellem mor og far har ændret sig.
Uanset er den første tid ofte forbundet med triste følelser og megen forvirring, idet et brud i familien ofte er en sorg.
Rigtig mange børn og unge kommer godt videre efter en skilsmisse, men de lever med et særligt livsvilkår, som kan give udfordringer i opvæksten. Det vil altid være en central livsforandring, som stiller store krav til børnene eller de unge om at kunne tilpasse sig. Det kræver et stort overblik og overskud at navigere i dagligdagen. Børnene kan føle sig splittede og overladt til deres svære følelser alene, fordi de måske oplever, at forældrene i en periode ikke har samme overskud. De skal bl.a. forholde sig til nye dagsordener, nye omgivelser og måske nye kammerater og nye familiemedlemmer. De vil gå meget langt for at gøre begge forældre glade, og det lader ikke altid megen plads tilbage til egne behov og tanker.
KOMMUNIKATIONEN mellem jer er alfa omega for jeres børns trivsel. Både det I siger og gør, men også det I IKKE siger og IKKE gør. Også det I siger om hinanden har betydning.
Hvis konfliktniveauet er højt mellem forældrene, så er børnene ofte særligt sårbare.
Skolens fagpersoner er centrale: Her har børnene mulighed for at komme frem med egne tanker og følelser. Støtte og forståelse for deres situation har særlig betydning og kan virke aflastende.
De voksne i bruddet
Skilsmisse opleves som noget af det mest stressende i livet, faktisk kun overgået af oplevelsen af at miste et nært familiemedlem til døden. (forsker og professor i socialpsykolog Paul Amato) Det er derfor vigtigt at tage skilsmissen alvorligt og anerkende den som en krise, sorg og livsændring.
Ofte er man i krise og i konflikt på en og samme tid.
I en krise-situation befinder man sig i to spor. Et bagudrettet spor (tabsorienterede spor) og et fremadrettet spor (genoprettelsesspor). Det bagudrettet spor er det, der sker - altså skilsmissen. Det er tab af noget, der har værdi. Tab af én man er knyttet til. Tab af en man elskede (måske stadig elsker). Tab af en drøm om en kernefamilie. Tab af identitet. Tab af venner. Tab af familie. Tab af tid med sine børn. Sorg er en naturlig reaktion på tab af noget værdifuldt for os. Det fremadrettede spor er det nye, der sker. Det, der sker efterfølgende, som ofte opleves som en stor livsændring, der skal mestres. Man adskiller sig gradvist fra det man har mistet (at give slip) og bliver mere eller mindre i stand til at finde nyt livsindhold og lære de nye færdigheder, der skal til for at mestre livet i en anden udgave end den, man kendte (at gribe efter noget nyt). Svære tab betyder også, at man aldrig blvier den samme som før.
Konfliktprocessen - tiden før, under og efter opløsningen af et parforhold er for mange en konfliktfyldt periode. Selve skilsmissen kan opleves som 'løsningen' på et problem, men er der børn i forholdet skal man fortsat have en relation som fælles forældre og opbygge en hensigtsmæssig kommunikation og et samarbejde.
Mange forældre vil opleve, at deres mentale system er under voldsom pres. Børnenes omsorgsbehov er størst der, hvor forældrene måske er overbebyrdede, samtidig med at der skal træffes en masse vigtige valg og beslutninger - og mange af dem skal træffes i samarbejde med den anden forælder, som man netop har taget afsked med.
Der er altså al mulig grund til at være kærlig mod sig selv i en svær tid - og bede om hjælp, hvis tingene vælter.